Af Niels Lundsager, Samsø Listen.

 

Så er vi kommet til det sidste kommunale møde jeg skal deltage i, nemlig kommunalbestyrelsesmødet på tirsdag – hvis der da ikke sker noget uventet. Formodentlig bliver jeg ved med i en periode at udsende kommunale nyheder, men det bliver fra et andet udsigtspunkt. Efterhånden vil nyhederne ebbe ud, da jeg agter at rette mere af min opmærksomhed mod Marstal på Ærø, som jeg har planer om at flytte til i løbet af nogle måneder.

 

Mødeindkaldelser
Kommunalbestyrelsen d. 14. december
Kommunalbestyrelsen d. 10. december
Kommunalbestyrelsen d. 15. december
Samsø Spildevand A/S
Afledningsafgifter for Samsø Spildevand A/S
Revision af spildevandsplanen
Tømningsbidrag
Opsamlingsbassin til regnvand
Budgetrevision
Beredskabsplan
Erhvervs-, turisme- og bosætningsudviklingsarbejdet
Kommuneplan 2009-2021
Låne- og likviditetspolitik
Omlægning af kommunale lån
Blomsterkasserne
Ligestillingsredegørelse
Multimedieskat
Køb af Langgade 32
Kanhaves sejlplan

 

Mødeindkaldelser
Sidst jeg skrev til jer, skrev jeg at I kunne finde en økonomiudvalgsdagsorden på nettet sidst på dagen, torsdag d. 3. december. De der fulgte opfordringen fik en lang næse. Dagsordenen blev først offentliggjort på nettet mandag d. 7., altså dagen før mødet. Det forlyder at det skyldtes vanskeligheder med hjemmesiden. Det er beklageligt, ikke mindst da dagsordenen indeholdt væsentlige punkter.

 

Kommunalbestyrelsesmødet nu på tirsdag er annonceret ordinært i Samsø Posten i fredags og kom også på nettet før weekenden. I Samsø Posten er mødet annonceret til sædvanligt klokkeslæt, 19.30, men på dagsordenen står der kl. 18.00. Kl. 18 starter man med stiftelsen af Samsø Spildevand A/S, et særdeles spændende og tungt punkt, som man går glip af, hvis man først møder op på det nye kommunekontor kl. 19.30. Man er for øvrigt begyndt at kalde det nye kommunekontor for ”RÅDHUS”, så vi skal til at ranke ryggen. I tre år har vi kaldt os en ”storkommune”, ganske vist Danmarks tredje mindste af slagsen.

 

Tirsdag d. 8. december annoncerede kommunen at der to dage senere, torsdag d. 10. december kl. 17, var konstituerende møde for den kommende kommunalbestyrelse. Dagen efter var der en ny annonce, hvor det annonceredes at der mandag d. 14. december kl. 17 var konstituerende møde for den kommende kommunalbestyrelse. Man kunne tro at der var tale om to på hinanden følgende konstitueringer, for det var ikke nævnt at det første møde var aflyst/udsat. Noget helt andet er at det ikke kan udelukkes at der bliver tale om to på hinanden følgende konstitueringer, første konstituering d. 14/12 og så en omkonstituering senere, hvis Indenrigsministeriet godkender de to stemmesedler, som nogen mener skal dømmes ugyldige og som andre mener bør tilfalde Socialdemokratiet.

 

Men hvad så med de tilhørere, der mødte frem til mødet d. 10. kl. 17? Jo – de fik skam også en oplevelse ud af ulejligheden. De oplevede et kommunalbestyrelsesmøde i den gamle kommunalbestyrelse, et møde der overhovedet ikke var annonceret, og som vel derfor må anses for ulovligt.

 

De seneste dagsordener til teknisk udvalg og socialudvalget er kommet forsinket ud til såvel udvalgsmedlemmerne som offentligheden. Efter at håndværkerne er begyndt at husere på Langgade 1 har der været begrænset adgang for kommunalbestyrelsesmedlemmerne til at studere sagsakter før møderne, da vi ikke er betroet nøgler til det nye rådhus. Der har altså den senere tid været ringere vilkår for såvel kommunalbestyrelsens medlemmer som offentligheden.

 

Kommunalbestyrelsen d. 14. december
Jeg kan desværre ikke komme til det konstituerende møde, men jeg er spændt på at høre om resultatet. Mødet skal åbnes af det længst siddende medlem, Jørn Nissen(K). Når han har klaret valget af ny borgmester, afløses han i formandsstolen af den nye borgmester. Det er formodentlig også Jørn Nissen. Stor spænding er der om en lodtrækning om en plads i socialudvalget, der kan tilfalde SF eller Venstre. Bliver det SF forventes Ulla Holm at blive socialudvalgsformand, bliver det Venstre, har jeg ikke hørt noget navn nævnt, men gætter på Henrik Kjær Der er virkelig tale om et valg mellem to yderpoler. Alt andet er formodentlig for længst lagt til rette. Man har dog hørt om kommuner, hvor der på selve konstitueringsmødet skete helt uventede ting, så som at en person, der længe havde været anset for den kommende borgmester, blev vraget på selve mødet.

 

Kommunalbestyrelsen d. 10. december
Det ekstraordinære og ikke annoncerede møde havde kun et emne. Det skulle tage stilling til om to stemmesedler fra kommunalvalget skulle kasseres eller tilfalde Socialdemokratiet. Det er en sag, hvor jeg har svigtet alvorligt, men som gennemføres takket være vedholdenhed hos Ole Petersen fra Socialdemokratiet.

 

De to stemmesedler var på valgaftenen lagt til side sammen med ni andre stemmesedler, som valgbestyrelsen skulle kigge nærmere på. Frits Andersen er medlem af valgbestyrelsen, men havde meldt forfald. Jeg er hans suppleant. Mærkværdigvis var jeg ikke indkaldt på valgdagen, så der har altså ikke været en fuldtallig valgbestyrelse under valghandlingen. Men jeg var indkaldt til fintælling den følgende formiddag. Her rodede jeg i flere timer med store stemmesedler til regionsrådsvalget. Før jeg kørte hjem underskrev jeg også et par blanketter, som borgmestersekretæren præsenterede mig for. Dermed godkendte jeg fintællingen. Det var at slippe lovlig let fra det tillidshverv jeg havde. Det undrer mig dog også at valgbestyrelsens formand, Carsten Bruun, ikke havde holdt mig til ilden ved at indkalde til møde i valgbestyrelsen. Jeg blev på intet tidspunkt præsenteret for de 11 tvivlsomme stemmesedler.

 

Efterfølgende klagede Ole Petersen. Der blev derfor indkaldt til et ekstra møde i valgbestyrelsen d. 30. november. Også her svigtede jeg. Jeg opfattede de to stemmesedler som tydeligt tilhørende Socialdemokratiet. Jeg spurgte så om en godkendelse af de to stemmesedler ville kunne få betydning for kommunalbestyrelsens sammensætning. Det ville det ikke, fik jeg, vist nok fejlagtigt, at vide. Jeg mente at der var personer til stede, der var bedre inde i matematikken og som havde de samme politiske præferencer, som jeg har. Jeg valgte så at stikke piben ind og undlade at tage særstandpunkt.

 

Efter endnu en klage fra Ole Petersen måtte hele kommunalbestyrelsen samles for at tage stilling til de to stemmesedler. Dagsordenen var forfattet af kommunaldirektøren. Han slutter med at skrive: ”Det indstilles at man fastholder Valgbestyrelsens udtalelse af 30.11.09. og ikke har yderligere bemærkninger.” Det er en underlig indstilling. Meningen med et sådant møde må da være at hver enkelt med åbent sind og uden yderligere påvirkning betragter de to stemmesedler og danner sig sin mening.

 

På mødet meldte jeg endelig min mening ud. Jeg stemte altså som den eneste af de 10 stemmeberettigede imod Roberts indstilling. Jeg undskyldte min manglende udmelding d. 30/11 og borgmesteren tilsluttede sig den opfattelse at det var ringe jeg ikke havde sagt min mening.

 

Nu får Ole Petersen et svar fra kommunalbestyrelsen. Han klager formodentlig derefter til Indenrigsministeriet. Hvis Indenrigsministeriet ser på de to sedler på samme måde som jeg gør det, så skal der til den tid foretages fornyet konstituering i den nye kommunalbestyrelse og Ulla Holm vil blive socialudvalgsformand.

 

Kommunalbestyrelsen d. 15. december
Til dette møde er der flere meget vigtige punkter på dagsordenen.

 

Samsø Spildevand A/S
Vi skal stifte det selskab, der fra nytår skal drive vore kloakker og rensningsanlæg. Sagen har været under forberedelse siden juni, men uden at jeg har kunnet få det mindste at vide. På et tidspunkt fik jeg lovning på nogen orientering i september, men trods rykkere fra min side er det aldrig blevet til noget. Der har siddet et udvalg, håndplukket af borgmesteren, med Jørn Nissen, Henrik Kjær og Frits Andersen, til at forestå forberedelserne. Udvalget (interimbestyrelsen) har haft så svært ved at nå sit arbejde at sagen ikke nåede færdig til at blive behandlet i økonomiudvalget. Der ligger således ikke en indstilling fra økonomiudvalget, endsige fra teknisk udvalg, der ellers behandler kloaksager. Så har sagen med blomsterkasserne sandelig fået en anderledes grundig politisk behandling.

 

Værst er det, at der end ikke med dagsordenen er fremsendt et forslag til vedtægter. Som skrevet ovenfor starter mødet kl. 18, Her vil Henrik Kjær(V) fra den forberedende bestyrelse orientere om dennes arbejde. Undervejs supplerer en sagsbehandler fra revisionsfirmaet Deloitte og afdelingschef Kurt Frederiksen. Den forberedende bestyrelse indstiller at stiftelsen af Samsø Spildevand A/S finder sted på dette møde d. 15. december. Direktionen anbefaler indstillingen.

 

Dagsordenen er ganske kort. Blot fylder de sædvanlige mellemoverskrifter:
”Løsningsmuligheder: Ingen bemærkninger
Faglige overvejelser: Ingen bemærkninger
Relation til den lokale målsætning: Ingen bemærkninger
Økonomi: Kloakforsyningen afholder indskuddet på kr. 500.000
Andre konsekvenser: Ingen bemærkninger

Afdelingschef Kurt Frederiksen står til en afklapsning, da han har glemt at bemærke om sagen har relation til kommunens sundhedspolitik, noget som endnu ingen sag har haft.
De ovenstående linier indikerer at sagen har været usædvanlig ukompliceret.

 

Det lader til at vi kommer meget nemt om ved at stifte dette selskab, der skal administrere værdier på omkring en kvart milliard, altså nogenlunde som havvindmøllerne, der krævede adskillige kommunale møder, offentlige møder og masser af debat i avisen.

 

Jeg ved ikke om jeg kan få sagsgangen i kommunalbestyrelsen erklæret ulovlig og ugyldig. Hvis ikke, så må jeg sige at et lille mindretal i kommunalbestyrelsen har meget dårlige vilkår. Jeg har end ikke mulighed for at sætte et læserbrev i Samsø Posten om sagen før den allerede er vedtaget. Vedtagelsen skal foregå på grundlag af en mundtlig fremstilling umiddelbart før beslutningen. Det er uantageligt. Det må det også være for kommunens borgere.

 

Afledningsafgifter for Samsø Spildevand A/S
Her står der i dagsordenen: ”Teknisk Udvalg har anmodet Interimbestyrelsen om at få udarbejdet et budget baseret på at investeringsplanen ikke skal indeholde den nugældende spildevandsplans etape III + IV, hvilket medfører at afledningsafgiften reduceres til kr. 50 eks. moms.” Her må jeg indrømme at jeg, som sidder i teknisk udvalg, ikke erindrer at vi er kommet med en sådan anmodning. Men fakta er at Deloitte har lavet to budgetter for Samsø Spildevand A/S. Det ene baseret på at spildevandsplanen gennemføres som den er vedtaget og det andet baseret på at de sidste to af de fire etaper opgives og erstattes af simplere spildevandsløsninger.

 

I dagsordenen står også: ”Vandafledningsbidraget i overensstemmelse med igangsat revision af spildevandsplan 2005-2013 er beregnet til kr. 50.” Når læserne har læst om det følgende dagsordenspunkt vil de vide, at enten er revisionen af spildevandsplanen ikke igangsat, eller også er den igangsat på et ulovligt grundlag.

 

Vel - der er fremsendt to budgetter udfærdiget af Deloitte. De to budgetter adskiller sig fra hinanden ved at det ene bygger på en spildevandsafgift på 50 kr., medens det andet bygger på en spildevandsafgift på 53 kr. I år er afgiften 48 kr. Alle priserne skal tillægges moms.

 

Budgetterne bygger på at man næsten kan holde de oprindeligt budgetterede anlægsudgifter, etape I, 20,6 mio., etape II, 22,5 mio., etape III 18,8 mio. kr. og etape IV 9,8 mio. kr. Det gælder dog ikke for etape I, hvor udgifterne allerede er afholdt og budgettet langt fra holdt. Den høje spildevandsafgift er baseret på at den gældende spildevandsplan gennemføres, medens den lidt lavere spildevandsafgift forudsætter den billigere anlægsløsning.

 

Fra Deloittes budgetter vil jeg tage to citater: ”Fremskrivningen er udarbejdet ved anvendelse af et sæt forudsætninger, som omfatter forudsætninger om fremtidige begivenheder og tiltag, som ikke nødvendigvis vil finde sted. De faktiske resultater for virksomheden samt balancer og likviditetsopgørelser vil derfor afvige fra det budgetterede, og afvigelserne kan være væsentlige.” og ”I har ansvaret for 10-års budgettet og for de forudsætninger, der fremgår af side 7-9, og som fremskrivningen er baseret på.”

 

Interimbestyrelsen (Jørn, Henrik og Frits) indstiller den skrabede spildevandsløsning, dog med forskellige forbehold. Bl.a. tages der forbehold for Statens Miljøcenters godkendelse. Den tror jeg det bliver svært at få i betragtning af at tidens trend er at stille større krav til spildevandsrensning og at Samsø kommune allerede er flere år bagud i realiseringen af den gældende og godkendte spildevandsplan. Direktionen anbefaler interimbestyrelsens indstilling.

 

Revision af spildevandsplanen
Det er tredje punkt på dagsordenen om Samsøs spildevand. De tre sager lapper ind over hinanden. Her skal der tages stilling til om spildevandsplanen skal revideres (amputeres). Her foreslås det at spildevandsplanen revideres i den form, som er nævnt i foregående kapitel. Som det ofte er tilfældet her i kommunen, slører sagsbehandleren, Søren Steensgaard, hvor initiativet kommer fra: ”Der ønskes udarbejdet” og ”Der er fra politisk hold udtrykt ønske om”. Motivet til revisionen ser ud til udelukkende at være økonomisk. Der er ikke nævnt f.eks. spildevandstekniske, miljømæssige eller sundhedsmæssige aspekter.

 

Sagen var også på dagsordenen i teknisk udvalg d. 23/11. Den skulle have været afgjort i udvalget, men her stod stemmerne lige, 2-2, hvilket ikke var tilfredsstillende for udvalgsformand Per Urban Olsen, så han forlangte sagen op i kommunalbestyrelsen, hvor den er nu. En af de følgende sager er på tilsvarende måde af mig forlangt op i kommunalbestyrelsen. Havde Per ikke forlangt sagen op i kommunalbestyrelsen, var den bortfaldet.

 

Tømningsbidrag
Noget længere fremme i dagsordenen er der yderligere et punkt med relation til kloakkerne. Det er sat på som et orienteringspunkt. Det er ikke fordi det ikke er en sag, der burde behandles som en almindelig politisk sag, men tidspres har motiveret borgmesteren til at tage en formandsbeslutning, som vi her orienteres om. På den måde undgår han måske at en større takststigning kommer til åben debat. Igen er det interimbestyrelsen for Samsø Spildevand A/S, der er på spil. Den har alt for sent, d. 6/11, indstillet at tømningsbidraget for hustanke sættes til 616 kr. i 2010. Den tilsvarende takst var i 2007 494 kr. og i 2008 516 kr. Stigningen svarer til knap 20 %, ganske pænt i disse tider med skattestop. Igen er der ingen historik, ingen alternative løsningsmuligheder og ingen faglige overvejelser og ingen relationer til sundhedspolitikken. Der er i det hele taget ingen begrundelse.

 

Opsamlingsbassin til regnvand
Den sag skal kun op i kommunalbestyrelsen fordi jeg har forlangt det, efter at landzonetilladelsen blev givet i teknisk udvalg med alle øvrige stemmer. Sagen blev udførligt omtalt i de seneste kommunale nyheder, så det vil ikke ske her. Man må ikke tage min beskrivelse som den fulde sandhed. Jens Kjeldahl har gjort mig opmærksom på nogle fejl og unøjagtigheder, lige som jeg fra anden side er belært om at jeg godt kunne have været mere kritisk. Formodentlig bliver tilladelsen givet med stor majoritet. Tilladelsen gælder gravning af det store bassin. Gravningen må dog først sættes i gang når yderligere en tilladelse er givet. Den skal behandles i Århus kommune og vedrører vandkredsløbet. Her tror jeg det er tvivlsomt at der gives tilladelse. Hvad der ikke er tvivlsomt er at der kommer en regning til Samsø kommune. Skulle begge tilladelser komme i hus hos brødrene Kjeldahl kunne jeg mistænke Naturfredningsforeningen for efterfølgende at ulejlige Naturklagenævnet.

 

Det kan dog også tænkes at udfaldet i kommunalbestyrelsen bliver et andet. Måske er den påvirket af at den har modtaget et brev fra bestyrelsen for vandværkernes fælleskontor, der opfordrer til at bassinet flyttes til et område, hvor der ikke er fare for at grundvandet lider skade eller at give afslag (på ansøgningen). Fra Naturfredningsforeningen er der kommet et mere detaljeret brev, hvor der stilles en lang række spørgsmål. Brevet slutter: ”Hvis ikke kommunalbestyrelsen kan svare på vore spørgsmål på betryggende vis overfor almenheden, anbefaler DN Samsø at kommunalbestyrelsen går efter løsning 2 – at der meddeles afslag på ansøgningen. Alternativt hjemviser sagen til fornyet behandling i forvaltningen.” Jeg har ikke set noget udspil fra Nordby Borgerforening, men jeg ved at også denne forening er tilfreds med at jeg har orienteret den.

 

I Samsø Posten d. 10/12 citeres den formodentlig kommende borgmester, Jørn Nissen, for, ganske vist i relation til en anden sag, at sige: ”- - målsætningen om udbredt samarbejde og borgerinddragelse som vil karakterisere den nye kommunalbestyrelse.” Måske vil sager som denne blive grebet anderledes an i fremtiden.

 

Budgetrevision
Det er en omfattende sag, men den vil ikke blive beskrevet her. Kommunalbestyrelsen vil formodentlig følge økonomiudvalgets indstilling: ”Anbefaler indstillingen”, altså at budgetrevisionen godkendes.

 

Beredskabsplan
Beredskabschef P. T. Jakobsen, Odder, har forestået en revision af den kommunale beredskabsplan. Den vedtages formodentlig på samme måde som budgetrevisionen.

 

Erhvervs-, turisme- og bosætningsudviklingsarbejdet
Det sidste ord i overskriften er en ordentlig mundfuld. Det er et meget vigtigt punkt. Hvem kan påstå andet om erhvervsarbejdet og turismearbejdet? Det er også behandlet mere ansvarligt end Samsø Spildevand A/S, idet det er udsendt allerede for en uge siden til økonomiudvalgsmødet og også er forklaret lidt grundigere og har været omtalt i Samsø Posten.

 

Det bygger på en organisering, kaldet Penta-Helix-samarbejder, noget jeg aldrig før har hørt om. For at jeg kan stemme for en så omfattende omorganisering kræver det at jeg kan komme til at deltage i en længere debat og få svar på spørgsmål og det på et møde, hvor der bliver tid til efterfølgende refleksion før der skal træffes en beslutning.

 

Vigtig for min holdning vil det også være hvad de store organisationer, Landboforeningen, Erhvervsforum og Turistforeningen, men såmænd også alle andre, der vil forholde sig til sagen, har at sige. Men der følger ingen indstillinger fra de pågældende foreninger med sagen. Hvad angår turistforeningen, så er jeg blevet i tvivl om hvorvidt den overhovedet eksisterer. Har øens største, eller måske næststørste erhverv, ingen forening – ingen stemme? Er der end ikke enkeltpersoner eller grupper af personer eller virksomheder, der ønsker at blande sig i fagets rammebetingelser eller ønsker at markere over for offentligheden at faget overhovedet lever.

 

Energiakademiet burde også være en væsentlig medspiller i en sådan sag. Somme tider fornemmer man at akademiet er øens største aktiv og til andre tider at det er næsten døende. Jeg har for nylig deltaget i et bestyrelsesmøde på akademiet, hvor der deltog flere udenøs personer repræsenterende stærke baglande. Carsten Bruun er medlem af denne bestyrelse men deltog ikke. Han havde heller ikke sendt en anden repræsentant for kommunen, f.eks. en kommunaldirektør, en viceborgmester eller måske den Mette Løkke, der er hjernen bag hele dette dagsordenspunkt.

 

Kommuneplan 2009-2021
Her er også et punkt så stort, at det burde optage et helt kommunalbestyrelsesmøde. Det er også et af mine hjertebørn, som jeg har brugt megen tid på og tidligere skrevet meget om. Den skal ikke optage mange linier her, alene fordi disse nyheder allerede fylder for meget. Jeg kan glæde mig over at der er adskillige borgere, der har kommenteret planen og vi har da også diskuteret indsigelserne over to møder i teknisk udvalg. Alligevel vil jeg stemme imod planen. Det vil jeg først og fremmest fordi jeg finder at den tegner et billede af Samsø år 2009 og at det ikke har noget at gøre med en vision om hvordan vi forestiller os Samsø år 2021 og vejledning i hvordan vi nærmer os målet.

 

Låne- og likviditetspolitik
Det punkt har jeg ikke noget at sige om. Man må kende sin begrænsning. Måske kommer der noget konstruktivt fra de radikale.

 

Omlægning af kommunale lån
Se ovenstående kapitel.

 

Blomsterkasserne
Så er vi kommet til dagsordenens næstvigtigste punkt, kun overgået af budgetrevisionen, hvis vi måler i tekstens længde i dagsordenen. Uden at jeg vil kalde fremstillingen ideel, så udmærker den sig fra de fleste andre punkter ved at der er gjort rede for indstillinger fra alle kommunens afdelinger og også for en uopfordret stillingtagen fra en borger. Sagsbehandlingen udmærker sig også betydeligt fra den der er blevet Samsø Spildevand A/S til del, idet kasserne har været til behandling i alle kommunens politiske udvalg

 

Ligestillingsredegørelse
Staten kræver at Samsø kommune gør rede for sin politik og realiteterne på ligestillingsområdet, så vi kan sammenlignes med alle andre kommuner. Der er tale om ligestilling på kønsområdet, kvinder/mænd. Det har været et større arbejde for afdelingschef Ingrid Lankstead. Jeg har ikke brugt tid på at forholde mig til sagen, blot dukket hovedet i bevidstheden om netop at have deltaget i et kommunalvalg på en liste uden kvindelig repræsentation. Måske er det årsagen til at listen fik så sørgeligt få stemmer.

 

Multimedieskat
Mange af kommunens ansatte og kommunalpolitikerne skal fremover beskattes af ekstra 3000 kr. om året, fordi de får udleveret computere og telefoner, der kan bruges privat. Også om dette emne skriver Ingrid Lankstead meget og oplister forskellige reaktionsmuligheder og anbefalinger fra KL. Afdelingschefen slutter med at anbefale at kommunen ikke skal gøre noget i forbindelse med den nye skat og dette synspunkt støttes af direktion og økonomiudvalg.

 

Køb af Langgade 32
Nu har vi overstået de åbne punkter. På den lukkede del af mødet er der to beslutningspunkter og to orienteringspunkter. Jeg vil opholde mig lidt ved det ene orienteringspunkt, købet af turistforeningens bygning som formandsbeslutning.

 

Købet er, ganske vist lidt uofficielt, godkendt af en enig kommunalbestyrelse. Det skete under punktet eventuelt på kommunalbestyrelsesmødet d. 10. november. Planen om købet kom helt uventet, men det lykkedes på kort tid borgmesteren at få hele kommunalbestyrelsen til at nikke til hans forslag om at kommunen købte bygningen. Borgmesteren havde en færdig købsaftale, som vi fik tid til at gennemlæse, før vi gav vores tilsagn. Vi fik ved den lejlighed at vide at sagen var strengt fortrolig frem til aftalen var underskrevet af begge parter og offentliggjort ved en pressemeddelelse. Da pressemeddelelsen blev udsendt allerede næste formiddag, har jeg ikke siden betragtet sagen som fortrolig.

 

Sagen fik en ny drejning, da Samsø Posten, ved journalisten lx, d. 5/12 fyldte hele Samsø Postens forside og mere til med en udløber af handlen, nemlig handlen med feriehusudlejningen. Artiklen illustrerer at der er sket flere fejl og misforståelser og at det ser ud som om der er noget, der ikke hænger sammen. Hvis man sammenligner med de oplysninger, som kommunalbestyrelsen fik d. 10/11 er der endnu mere der ikke hænger sammen. Nu venter jeg spændt på at lx fortsætter sin dybdeborende journalistik og fortæller os alt hvad der er sket, eller i hvert fald alt det han kan finde ud af.

 

En borger har forsynet statsforvaltningen i Ringkøbing med lx’ artikel. Det fik statsforvaltningen til allerede d. 9/12 at sende Samsø kommune en række spørgsmål forsynet med en meget kort frist til besvarelse. Størstedelen af brevet citeres her:

 

”I den anledning skal statsforvaltningen i henhold til den kommunale styrelseslovs § 49 anmode Samsø Kommune om en udtalelse til det i henvendelsen anførte vedrørende Samsø turistforening.
Statsforvaltningen anmoder herudover oplyst, hvilke beslutninger kommunen har truffet eller agter at træffe i forbindelse med dækning af underskud i Samsø turistforening. Statsforvaltningen anmoder kommunen om at beskrive indholdet af beslutningerne og oplyse, hvad disse konkret indebærer for kommunen.
Statsforvaltningen anmoder videre Samsø Kommune oplyse, hvilke beslutninger kommunen har truffet eller agter at træffe i forbindelse med køb/salg af ejendomme tilhørende Samsø turistforening. Statsforvaltningen anmoder kommunen om at beskrive indholdet af beslutningerne og oplyse, hvad disse konkret indebærer for kommunen.
Statsforvaltningen anmoder endelig Samsø Kommune oplyse, hvilke beslutninger kommunen har truffet eller agter at træffe i forbindelse med salg af den del af Samsø turistforening, der vedrører sommerhusudlejning. Statsforvaltningen anmoder Samsø Kommune om at beskrive indholdet af beslutningerne og oplyse, hvad disse konkret indebærer for kommunen.
Statsforvaltningen anmoder om svar inden 3 dage af hensyn til statsforvaltningens overvejelser om mulighed for at sætte Samsø Kommunalbestyrelses eventuelle ulovlige beslutninger ud af kraft eller suspendere disse, jf. herved styrelseslovens § 50 a.”

 

Samsø kommune fik brevet i onsdags over middag. Brevet er ikke videreformidlet til kommunalbestyrelsen til trods for at det vedrører lovligheden af en beslutning, ganske vist uformel, truffet af kommunalbestyrelsen. Brevet angår således også min samvittighed og min mulighed for at pådrage mig et juridisk og økonomisk ansvar.

 

Kanhaves sejlplan
På Samsøtrafikkens hjemmeside findes følgende meddelelse: ”Det er ikke endnu muligt at kommunikerer sejlplanen for 2010 ud, da der stadig foregår forhandlinger mellem Samsøtrafikken og Samsø Kommune.” Som medlem af kommunalbestyrelsen og dermed også det udvidede trafikudvalg er jeg ikke orienteret om hvad det er der konkret forhindrer beslutningen om en sejlplan, jeg er heller ikke klar over hvilke ønsker kommunen har til sejlplanen og hvem der eventuelt påvirker disse ønsker. Men jeg er vidende om at der d. 25/11 fandt et møde sted mellem Samsøtrafikken, Midttrafik og Arriva. Her var også Samsø kommune indkaldt, men valgte at melde fra. Jeg får somme tider den fornemmelse at der hviler for mange byrder på borgmesterens skuldre og at han måske kunne fremme sagsgangene ved større åbenhed og mere uddelegering.

 

Jeg har meget mere at fortælle, men mon ikke disse nyheder er blevet lange nok.